Velkommen til Spansk mad!

på denne blog vil du kunne finde lidt af hvert om spansk mad:
  • billeder
  • opskrifter (nogle af dem med videoclip med spansk eller engelsk tale)
  • links (f.ex. til min spansk-danske online madordbog)
  • oplysninger om spanske mad- og drikkevarer
  • madskikke

    Kommentarer er meget velkomne!
Viser opslag med etiketten skaldyr. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten skaldyr. Vis alle opslag

lørdag den 25. oktober 2008

Ensaladilla de mariscos



på en tur rundt i området nord for Murcia i efterårsferien, besøgte vi byen Calasparra (kendt for sin ris) og en tilfældig restaurant, vi kom forbi, viste sig at servere rigtig god mad - det gik langsomt, men det var ventetiden værd!

En af forretterne var en lokal udgave af Ensaladilla rusa (se denne) - med ris i stedet for kartofler. Det smagte skønt, og da jeg kom hjem søgte jeg efter en opskrift og afprøvede den:

Ingredienser:
  • 1-2 kopper kogt ris (Bomba - dvs. grødris - koges evt. i grønsagsbouillon)
  • 2 hårdkogte æg
  • 150 gr. rejer og/eller krebsehaler/krabbekød
  • lidt kogte ærter
  • 2 rå gulerødder
  • evt. lidt forårsløg eller purløg
  • mayonnaise evt. blandet med græsk youghurt (min måde at gøre retten lidt mindre 'fed' på!)
- hak æggene og skær gulerødderne i små tern
- skær skaldyrene i mindre stykker
- bland risen med alle ingredienser og bland mayonnaisen/yoghurten i
- server kold

Klik på billedet øverst for at se denne opskrift og andre lækre opskrifter på spansk!


torsdag den 10. juli 2008

Mere fra Galicia


Vieiras a la gallega (galiciske kammuslinger)



Ingredienser:
  • 2 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 1 glas Albariño (en anden tør hvidvin kan også bruges!)
  • fiskeboullion
  • salt, mel, rasp
  • persille, peber
  • olie
Rist kammuslingerne et par minutter i meget varm olie.
Rist løg og hvidløg let og tilsæt lidt mel, vinen og to spiseskefulde boullion.
Lad det simre et øjeblik og tilsæt lidt salt.
Læg kammuslingen i skallen, hæld sauce over, drys med rasp og hæld et par dråber olie over.
Sæt muslingerne i ovnen og gratiner dem nogle minutter til de bliver gyldne.

fredag den 20. juni 2008

Galicia



Galicien er et noget nær et gastronomisk paradis! Især hvis man er til fisk og skaldyr.
Jeg vil kort nævne nogle af de vigtigste ting - og senere vende tilbage til nogle af dem og føje flere til.
  • Mariscada - på spansk omfatter mariscos både krebsdyr, bløddyr og blæksprutter - læs mere og se billeder her

  • Empanadas - med fyld af kød eller fisk


  • Pimientos de Padrón


Små stærke peberfrugter fra byen Padrón - bliver omtalt som 'peberfrugternes svar på russisk roulette', og der er også et lokalt ordsprog, der hedder 'nogle er stærke, andre er ikke' - problemet er så bare, at man aldrig kan vide, hvornår man støder på én af de rigtig stærke. Jeg har prøvet det på en tapasbar i Santiago de Compostela - og jeg troede, det var løgn, da jeg bare lige strejfede den med læberne, jeg nåede heldigvis ikke at putte den i munden!
Efter sigende er det et spørgsmål om, hvor meget de blivet vandet
- jo mindre vanding - jo stærkere!

De 'normale' smager fint, de bliver stegt og drysses med groft salt - en rigtig delikatesse - hvis man tør!
  • Tarta de Santiago - fremstillet af æg og mandler



Sidst men ikke mindst de galiciske vine:
  • Albariño - en fremragende hvidvin - distriktet hedder Rias Baixas




  • Ribeiro - en mere 'folkelig' vin, der drikkes af små porcelænsskåle, kaldet cuncas



onsdag den 18. juni 2008

hvad er dette???


Det er en percebe - på dansk en langhals (krebsdyr af slægten rankefødder, sidder fast på skaller, sten, drivtømmer, fisk, hvaler og andre krebsdyr, ofte som snyltere
)

Måske ikke lige det mest lækre, man kan forestille sig at putte i munden - og det bliver ikke bedre af at se dem i flok:


Men efter lidt overtalelse på en tapasbar i Santiago de Compostela (Galicia i det nordvestlige Spanien), kastede vi os over dem, og de smagte faktisk forbløffende godt! Og med et glas køligt Albariño til kan det ikke gå helt galt
!



Jeg har aldrig set dem herhjemme, så man må nok en tur til Spanien for at prøve dem!

tirsdag den 17. juni 2008

Gambas al ajillo


(rejer i hvidløg) er en nem og lækker forret. Den kan selvfølgelig også bruges som en del af en tapas-buffet.

Ingredienser:

  • Rejer (gerne store) eller evt. krebsehaler
  • Hvidløg
  • Små cayennepebere
  • Olivenolie
  • Salt
Kom lidt olivenolie I en ildfast skål og varm den op I ovnen
Hæld derefter hvidløg, peberfrugt (evt. hakket) og rejer
Ved servering kommes lidt hakket persille ved
Serveres rygende varm

søndag den 25. maj 2008

Paella!

Der findes ikke én 'rigtig' måde at lave paella på, man kan tværtimod finde mange forskellige varianter af denne ret. Men udgangspunktet er altid den typiske valencianske ris arroz bomba, som svarer til grødris, safran samt kød og/eller fisk og skaldyr.
Det vigtigste først: anskaf en rigtig paellapande!!! Jeg har prøvet at lave paella i en alm. pande, og det bliver ikke lige så godt! Den kan f.eks. købes her
Jeg lavede min variation af paella (fisk og skaldyr) i går, og den bestod af disse ingredienser:



Først steger jeg lidt hvidløg og løg i olivenolie, derefter fisken - i dette tilfælde laks og pollock - men man kan også bruge andre fiskesorter.

Derefter hælder jeg en dåse flåede, hakkede tomater i.

5-6 dl. grødris strøes ud over hele panden - det bedste er at bruge den originale valencianske ris, som kan købes i butikker med spanske specialiteter, f.eks. her!

Når det koger, skrues ned for varmen
og ca. 1/2 l grønsagsboullion hældes ved.
Efter ca. 5 min. kommes grønne bønner, ærter, grønne og røde peberfrugter i strimler og evt. majs ved. Derefter safran (ikke for meget, det giver for stærk smag - man kan også bruge gurkemeje, det giver også risen den gule farve!).

Efter yderlige ca. 10 min. pyntes med
skaldyr - man kan bruge rejer (gerne de store), krebsehaler, blæksprutter, muslinger, etc.

Og så gælder det om at holde øje med, at risen bliver mør uden at det brænder på - hvis man har et ildsted i haven, kan man evt. lade det stege færdig der - til sidst skal den tages af ilden og stå ca. 5. min med låg på.


Server med citron og evt. flute til - og selvfølgelig en go' spansk rød- eller rosévin til! (en cava rosé kan også anbefales!)
Velbekomme!

Her kan du se et par video-clip om at lave paella: clip 1 - clip 2

lørdag den 26. april 2008

Mariscada



skaldyrs'orgie' i San Vicente de la Barquera, Cantabria